Mange forbinder et a-kasse-skift med besvær og uoverskuelighed, men det behøver faktisk ikke at være nogen af delene. Realiteten er den, at det er enklere, end man umiddelbart skulle tro. Der kan være mange forskellige årsager til, at du gerne vil skifte a-kasse. Oftest hænger det sammen med prisen i forhold til de services, du kommer til at få, hvis du får behov for deres hjælp.
Er du i tvivl om, hvornår det kan betale sig at skifte a-kasse? Måske har du overvejet det, men kender ikke helt betingelserne? Mød de billigste a-kasser her, og bliv klogere på, om det kan betale sig for dig at skifte.
Derfor skal du skifte a-kasse
Hos din a-kasse betaler du et månedligt kontingent. Selvom kontingentsatsen kan være forskellig blandt a-kasserne på markedet, er det faktisk sådan, at du får den samme dagpengesats hos alle a-kasser. Det er nemlig slet ikke din a-kasse, men derimod staten, der udbetaler dine dagpenge. Det er ligeledes staten, der fastlægger de forskellige satser fra år til år.
Derfor er det fristende at skifte a-kasse, såfremt man finder en mulighed, der er billigere end den nuværende. Dermed sparer du potentielt et månedligt beløb, og du vil stadig få de samme dagpenge, hvis du en dag skulle blive ledig. Dog er a-kassen meget mere end prisen, og derfor er det vigtigt, at du ikke udelukkende ser på den månedlige pris.
Det er nemlig også meget almindeligt at skifte a-kasse, hvis man får et nyt job. For er det tilfældet, at din nuværende a-kasse ikke længere kan tilbyde de samme services grundet dit brancheskifte, så kan det betale sig for dig at lede efter en ny a-kasse.
A-kasserne har nemlig ofte fagfolk ansat til at kunne bistå dig hjælp, rådgivning og vejledning, hvis du kommer i klemme på din arbejdsplads, og derfor er det en fordel, hvis a-kassen kender til din branche.
De almindeligste årsager til at skifte a-kasse er:
- Du har fået nyt job.
- Du kan spare penge på kontingentet.
- Du har haft en dårlig oplevelse.
- Flere services som kurser, rådgivning og rabatter hos anden a-kasse.
Tværfaglig eller specialiseret a-kasse?
Der findes a-kasser, der har valgt at specialisere sig inden for en bestemt branche, og de vil derfor ofte være et logisk valg for dig, hvis du arbejder i den pågældende branche. Fordelen er dermed, at du er sikret eksperthjælp, hvis behovet opstår. Dog er de ofte en anelse dyrere end de tværfaglige a-kasser, der kan vejlede inden for flere forskellige brancher. Men hvad betyder det?
Selvom en tværfaglig a-kasse ikke udelukkende er for din branche, har de tværfaglige a-kasser stadig et stort fokus på dig. De er ligeledes interesserede i at give dig støtte og vejledning, så du hurtigst mulig kan komme ud på arbejdsmarkedet igen. Oftest har de også ansat specialister inden for forskellige brancher, så der er en reel chance for, at du også kan få en specialiseret hjælp.
Dog er der naturligvis en mulighed for, at de ikke har den fornødne viden om netop dit område, og du må derfor gøre op med dig selv, hvad der passer bedst til netop dine behov.
Sådan skifter du a-kasse
Har du besluttet dig for, at det bedre kan betale sig for dig at skifte a-kasse, er det faktisk meget enkelt at skifte. Du tilmelder dig blot den nye a-kasse ved at udfylde en ansøgning på deres hjemmeside. Dernæst klarer de alt papirarbejdet og sørger for overflytningen fra din gamle a-kasse. Du beholder hele din anciennitet. Derudover tager hele processen blot få dage.